Arrangementer / Sangaften i Munkehuset
Alsang i Munkehuset

Onsdag den 4. marts kl. 19.30
indbydes til sangaften i Munkehuset ved Allerslev kirke. Det er organist Camilla Britt Donovan, der vil lede aftenen. Det er i år 75 år siden, at den tyske besættelse af Danmark sluttede. Spil Dansk markerer dette officielt fra 1. maj og resten af året med forskellige fællessangsarrangementer rundt i hele landet. Men vi tyvstarter i Allerslev og lader aftenen tage udgangspunkt i krigens Alsang.

Alsang blomstrede under besættelsen, hvor tusindvis deltog i stævner, hvor man sammen sang fædrelandssange for at bekræfte sammenhold og nationalfølelse. Det første stævne afholdtes i Aalborg d. 4. juli 1940 efter svensk og norsk forbillede. Via radio og aviser bredte der sig en alsangsbølge i hele landet, og den 14. august 1940 havde et alsangsstævne i Fælledparken i København 80.000 deltagere.

Helt så mange kan vi nok ikke samle; men sangaftenerne plejer at være godt besøgt, og Allerslev menighedsråd håber også denne gang, at mange vil have lyst til at synge med. Man behøver ikke have en god eller stor sangstemme. Eneste forudsætning for at deltage er lyst og nysgerrighed til at synge kendte og ukendte sange og salmer sammen med andre. Der vil naturligvis også være afsat tid til, at deltagerne kan ønske sange selv.

Alle er velkomne. Der er gratis adgang.