Arrangementer / Carl Nielsen 4.10.20
Carl Nielsen-koncert i Osted kirke søndag d. 4. oktober kl. 16
I Osted kirke får vi besøg af ”Regimentsmusik Oktetten Carl Nielsen. Det er en kirkekoncert anno 1883 med fortællingen om ”den lille store dansker” Carl Nielsen, der begyndte sin karriere som regimentsmusiker i 6. Regiments Musikkorps i Odense. Her vil man kunne stifte bekendtskab med den musik, Carl Nielsen spillede i korpset garneret med Carl Nielsens egne erindringer fra tiden ved militærmusikken i Odense.
Flere af oktettens medlemmer har ligesom Carl Nielsen spillet i 6. Regiments Musikkorps og er nu militærmusikere i bl.a. Den Kgl. Livgardes Musikkorps. Oktetten er uniformeret med samme uniform som Nielsen, og man spiller på originalinstrumenter, hvor flere af instrumenterne kan dateres til Carl Nielsens tid ved militærmusikken!
For at vise, hvilket repertoire Nielsen spillede med musikkorpset, har vi været i arkiverne og fundet de annoncerede værker i Fyens Stiftstidende. Her kan man nemlig læse, hvad der blev spillet ved i alt 13 koncerter i 1883 af 6. Regiments Musikkorps på Flakhaven og Skjolden. Noderne er så genfundet i Den Fynske Brigades nodebøger på Rigsarkivet, de nodebøger Nielsen selv spillede efter fra 1879 til udgangen af 1883.
Martin Corfix vil undervejs i koncerten fortælle om Carl Nielsens tid i militærmusikken bl.a. med Nielsens egne ord fra erindringsbogen ”Min fynske barndom”.
Martin Corfix er sogne- og orlogspræst men også uddannet trompetist. I 1991-1996 var han militærmusiker samtidig med, at han passede sine teologiske studier. Han trængte efter et forskningsprojekt v. Odense Universitet til en pause fra studiet, og da der blev slået en stilling op som Solotrompetist i 6. Regiments Musikkorps/Fynske Livregiments Musikkorps gik han til konkurrencen og vandt den. Her sad han så ved næsten samme pult som Carl Nielsen 100 år før havde gjort i 6. Regiments Musikkorps i Odense.
Koncerten finder sted i Osted kirke søndag d. 4. oktober kl. 16. Der er gratis adgang og alle er velkomne.
Martin Corfix vil undervejs i koncerten fortælle om Carl Nielsens tid i militær-
musikken bl.a. med Nielsens egne ord fra erindringsbogen ”Min fynske barndom”.