Allerslev Kirke / Kirkens historie

Allerslev kirke historie

Allerslev sogn (areal: 1755 ha) omgives mod nord af Gevninge sogn, mod øst af Kornerup, Glim og Rorup sogne, mod syd af Osted og mod vest af Særløse og Kisserup sogne. Landskabet er meget smukt. Mens den sydlige del af sognet mest er jævne bakker, er den nordlige del mere storbakket, men desuden overstrøet med en mængde små, afrundede toppe med mellemliggende moseagtige lavninger eller småsøer. Flere af disse har skovklædte bredder og er meget yndede udflugtssteder.

Sognet er præget af Ledreborg slot og gods, hvor slægten Holstein-Ledreborg endnu residerer. Slægten har siden slutningen af 1800-tallet bekendt sig til den romersk-katolske tro. Ledreborg hed oprindeligt Lejregård og skylder rentemester Henrik Müller sin tilblivelse. Ejendommen overgik i 1740 til gehejmeråd Joh. Ludv. V. Holstein, som lod opføre den nuværende slotsbygning. Et absolut ”must” at besøge, hvis man er på disse kanter. Allerslev kirke hørte indtil 1967, hvor man overgik til selveje, til Ledreborg gods.

Af andre seværdigheder i Allerslev sogn skal nævnes Herthadalen, Lejre Forsøgscenter, Gl. Kongsgård i Gl. Lejre, skibssætningen, Kulturhuset Felix i Lejre Stationsby og naturligvis Allerslev kirke.

Sognet består af adskillige bymæssige bebyggelser. Gl. Lejre (kaldes o. år 1200 Lethra af Saxo) er en samling huset omkring landevejen mod Gevninge. Allerslev er en gammel landsby fra 1200-tallet og blev altså kirkeby. Måske var Gl. Lejre i den grad knyttet til den hedenske tro, at man ikke vovede at bygge en kristen kirke dér. Lejre Stationsby mellem Allerslev i syd og Gl. Lejre i nord er – som navnet siger – vokset op omkring jernbanestationen på strækningen København-Kalundborg fra 1873). Dertil kommer stednavnene Tokkerup, Allerslev Huse og Blæsenborg.

Om det kirkelige og åndelige liv skriver Paul Nedergaard i sin store præstehistorie bl.a.:
”Embedet hørte til de store…Befolkningen har altid været vaagen, og siden 1870’erne meget politisk interesseret, men de forskellige kirkelige bevægelser har ogsaa sat deres spor. Først kom I(ndre) M(issions) gamle kolportører…Medens IM’s venner samledes til møder i hjemmene, dannede de grundtvigske en foredragsforening, og enkelte søgte til nabopræster, især til Kragh i Kornerup og Balslev i Borup. I pastor Redøhls tid var der nogen sognebaandsløsning til Borup, og efter 1903 holdt pastor Oluf Madsen fra Frederikskirke (Marmorkirken i København) regelmæssige gudstjenester her”.

”Senere (efter 1880) oprettedes politiske foreninger, medens foredragsforeningen ledede de store folkemøder i Herthadalen hver sommer. Friskolen og foredragsforeningen kom til at betyde ikke saa lidt i sognenes aandelige liv…En skelsættende begivenhed i pastoratets kirkelige historie er udskillelsen af valgmenigheden 1924”.

Paul Nedergaard giver i samme præstehistorie en interessant og morsom skildring af sjællandsk folkekarakter (kontra jysk) og kirken. Han skriver bl.a.:
”Mange præster, der er flyttet fra Jylland til Sjælland, har følt sig skuffede. Der kom ganske vist mange i kirke de første søndage efter indsættelsen, men snart ebbede det ud…Den solide stabilitet og de særprægede selvstændige modne kristne, som præsten kendte fra Jylland, maatte han ofte savne paa Sjælland”.

”Sjællænderen grundindstilling kan næppe siges at være religiøs…Sjællænderen bliver helst i den tilvante kirkelighed eller ukirkelighed, han er tilfreds med som han er…Gæstfriheden er ofte størst hos jyderne, sjællænderens hjem er mere lukket, og præsten, der er tilflyttet og ikke groet op med landsbyens samfund, vil ofte føle sig ensom blandt sjællænderne…Tilsyneladende er de aabne og snaksomme, men derfor aabner de ikke deres indre for den fremmede…Sjællænderne kommer gerne, hvor der kommer mange. Derfor er det vanskeligt at faa kirken fyldt, hvor kirkegangen er ringe…Men hvis der indbydes til særlige gudstjenester…kan der komme mange”.