Messias LIGHT i Osted Kirke
Medvirkende er de fire professionelle sangere Michelle Nora Lind (sopran), Nanna Ipsen (alt), Kristoffer Emil Appel (tenor) og Lauritz Thomsen (bas) og koncertorganist Tina Christiansen.De fire professionelle sangere Michelle Nora Lind (sopran), Nanna Ipsen (alt), Kristoffer Emil Appel (tenor) og Lauritz Thomsen (bas) og koncertorganist Tina Christiansen.
Søndag den 10. december kl. 19.30 har man mulighed for at høre Händels mesterværk Messias i Osted Kirke.
Blandt verdens højst elskede og oftest opførte oratorier er Händels Messias. I Danmark er det for mange blevet en fast tradition at opleve værket live i dagene op til jul. Halleluja-koret alene trækker publikum i hobetal og de traditionsrige opførelser kan melde om udsolgte koncerter år efter år. Men Händels Messias er et stort værk for orkester, kor og fire solister. Dette stiller fysiske (og økonomiske) krav til kirker og koncertsale, og man hører derfor sjældent værket uden for de helt store spillesteder.
Messias LIGHT er en kammermusikalsk udgave af Messias, hvor kun fire sangere og én organist agerer både kor, solister og orkester. Sangerne synger skiftevis korsatser og solosatser og orgelet genskaber orkesteret. Händels værk, som ellers er tiltænkt et stort format, fremstår i et nyt lys med fokus på intimitet og samspil. Uden en dirigent til at styre slagets gang, er det op til de kun fem musikere at forløse den store musik i samklang.
For at imødekomme et endnu bredere publikum, præsenteres værket i et godt tilrettelagt udvalg af satser, så varigheden bliver én time i stedet for de traditionelle 3 timer. Da værket i Osted danner optakt til jul vil det være den første del af oratoriet, hvor teksterne kredser om Jesu fødsel, der opføres. Koncerten afsluttes selvfølgelig med det festlige Halleluja-kor!

Koncerten er arrangeret af Osted og Allerslev sognemenigheder og Valgmenigheden. Der er gratis adgang og alle er velkomne.
De 9 læsninger i Allerslev Kirke
Søndag d. 17. december kl. 10.30 er der mulighed for at deltage i en anderledes gudstjeneste. Vi vil efter engelsk forbillede indbyde til ”De 9 læsninger”, der består af ni udvalgte tekster fra bibelen, der knytter skabelsen, syndefaldet, jul og påske sammen. Tekstlæsningen veksler med musik, både i form af fællessalmer, korsatser og solistiske indslag. Medvirkende ved gudstjenesten er Fyraftenskoret, cellist Ingeborg Roland og sopran Kirsten Comlossy.
Alle er naturligvis velkomne ved denne smukke adventsgudstjeneste.
Sopran Kirsten Comlossy